Kikkerten

Kikkerten er en parallaktisk opstillet refraktor, formentlig fremstillet i 1880erne. Parallaktisk opstillet vil sige, at kikkerten på en genial og dermed simpel facon er monteret således, at den stille og roligt følger alle himmellegemernes bevægelse henover himlen fra øst mod vest, den bevægelse, der – som vi nu ved – skyldes, at vor planet roterer én gang om sin akse i løbet af det, vi har kaldt et døgn. Denne bevægelse kommer ikke i stand via moderne elektronik dirigeret fra Fynsværket. Næh, det er det originale gamle mekaniske urværk, der næsten usynligt og næppe hørbart drejer den store kikkert. Det 29 kilo tunge lod skal blot trækkes op en gang i timen.

Refraktor er et finere ord for linsekikkert. Det vil sige optikken består ikke, som i mange moderne atronomiske kikkerter, af spejle, og der er heller ingen prismer. Den store linse, objektivet – den hedder sådan, fordi den vender ud mod objektet – måler 162 mm i diameter, og dens brændvidde er 2,4 m. Det svarer til kikkertens længde.

Kikkerter af denne størrelse har aldrig været lavet på samlebånd, og de forskellige dele er fra forskellige steder i Europa. Linserne er fra fabrikker i Tyskland, som dengang var førende inden for optik. Rheinfelder & Hertel i München og Zeiss i Jena. Et astronomisk kamera er fra Suder i Basel, Schweiz. Det mekaniske er fra York and Sons, England og Cornelius Knudsen, København.

En astronomisk kikkert som denne kan forstørre rigtig meget, helt op til 600 gange. Til sammenligning forstørrer de fleste prismekikkerter til anden brug 7-8 gange. Desværre kan de helt store forstørrelser sjældent bruges, selvom det ville være meget spændende på månen og planeterne. Det skyldes, at observatoriet ikke ligger højt oppe i bjergene, samt at det danske klima som oftest byder på stor ”lufturo”. De professionelle astronomer regner kun med ca. 6 superklare nætter årligt i Danmark, og det er derfor, de stort set ikke forsker her mere. Men til almindelig brug er der måske 60 klare nætter pr. år, og det går helt fint med forstørrelser på 80-160 gange f.eks. på Månen. Det er stadig ”tæt på” i forhold til en almindelig kikkert.

Da observatoriet blev indviet 6. december 1934, var det Danmarks tredje-bedste kikkert. Det er den ikke mere. Til gengæld er det én af de smukkeste, originale og mest velbevarede kikkerter fra den tid, som stadig er i brug. Selvom observatoriet på Munkebjergskolen i 2004 nåede støvets år - samtidigt med skolen naturligvis - er det i høj grad stadig et besøg værd.